Årsberetning 2012

Golfafdelingen er her ved udgangen af 2012 stadig i en god udvikling, ligesom den øvrige politiidræt i Danmark.

Vi har haft en mængde birdie´s og antageligt også en enkelt bogye i løbet af året. Denne er dog glemt eller fortrængt grundet de mange birdie´s.

Når det så i samme forbindelse videnskabeligt bliver bevist, at golfspillere har udsigt til at leve 5 år længere end resten af befolkningen, er vi med til at forankre det gode for sundheden. Man kan spille golf, selv om man er højt oppe i årene, og golf er tilmed forbundet med positive, sociale og psykologiske effekter.

Så når du møder ældre kollegaer, som du tidligere konkurrerede mod i idrætshallen eller på fodboldbanen, derude på golfbanen, er det et sundhedstegn, og du kan blot glæde dig over, at vi bliver ældre og ældre.

At din motivation i tilgangen til spillet enten er ud fra det sociale, om du vil udvikle dit spil eller er optaget af konkurrence elementet, kan du derfor glæde dig til mange gode runder golf i årene fremover.

Dette kan måske tillige føre til, at du sammen med dit hold i Stationsturneringen får mulighed for at spille en runde på en af de ypperste baner, der findes i Danmark.

Dette blev finalisterne til glæde i årets finale i Stationsturneringen, da de fik mulighed for at spille på Scandinavian Golf Club´s pragtfulde bane i Farum.


Medlemsmødet

Mødet blev afholdt den 8. marts 2012 på Station Bellahøj, hvor der var fremmødt 28 medlemmer.

På mødet var følgende på valg:

Formand:Dan Berthelin.

Bestyrelsesmedlem:Søren Norlander.                             

Bestyrelsesmedlem:Frank Blem-Nielsen.

Alle blev genvalgt med akklamation.

Niels-Erik Nielsen og Jesper Petersen blev genvalgt som bestyrelsessuppleanter.

Medlemsmødet blev traditionen tro afsluttet med fælles arrangementet "Swinging Night", hos SIM-Golf i Grøndalscentret, hvor der blev "slået til lærredet", da der blev spillet en 9 hullers stableford match.


Bestyrelsesarbejdet 2012.

Efter et år, hvor bestyrelsen havde beskæftiget sig meget med afviklingen af DPM på Ledreborg Palace, blev 2012 et mere "normalt år", hvor vi brugte kræfterne på, at arrangere Golfafdelingens "egne arrangementer".

Herunder skal særligt nævnes Stationsturneringen samt Klubmesterskab.

De altid aktive bestyrelsesmedlemmer skal derfor igen i år have min største tak for det udførte arbejde, samt måden hvorunder vore møder bliver afviklet i respekt for PI København og  i golfsportens ånd.

Selv om medlemmernes deltagelse i arrangementer vest for Storebælt igen i året var mindre end tidligere skal særligt transportkoordinator Anne have tak for hendes ukueligt - suppleret af Dorte Bo, når hun var "hjemme" -  arbejde til glæde for afdelingens "rejsende medlemmer".


Økonomi

Økonomien var ved indgangen af året meget tilfredsstillende, da vi i forvejen havde lidt på kistebunden, og PI København bevilligede os de midler, som vi ansøgte om.

Medlemstilgangen er nu lig med afgangen, og vi har derfor en god og solid økonomi, hvor PI-København bidrager med ca. halvdelen af afdelingens samlede indtægter.

Derfor blev bestyrelsen enige om, at der i år var midler til at give den lidt ekstra gas i forhold til afvikling af Klubmesterskabet og i Stationsturneringen, idet netop disse to arrangementer er der, hvor flest medlemmer får gavn af de uddelte midler.

Så med klubmesterskab på Skoldenæsholms Trent Jones III Course og semifinaler og finale i Stationsturneringen på hhv. Royal Championship Course og The Scandinavian, kan det vist ikke gøres meget bedre (og dyrere) på Sjælland.

Vi har også øget tilskuddet i forhold til de åbne turneringer, idet der for 3 ud af 4 arrangementers vedkommende blev ydet mere end minimumstilskuddet efter princippet "få tilmeldte/større tilskud - mange tilmeldte/mindre tilskud".

På den måde er vi sikre på at få brugt de midler, som er afsat til arrangementerne.

Det betyder, at vi i forhold til Stationsturneringen vil søge af fastholde det høje niveau, og at vi ved Klubmesterskabet hvert andet år vil forsøge at stile højt i forhold til banevalg.

Golfafdelingen vil i år komme ud med et pænt stort underskud, som var budgetteret. Når vi forventer at kunne holde stort set samme høje niveau på arrangementerne, og stadigt have nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen skyldes det, at Hovedstadsmatchen med Oslo afgår ved døden i vores regi.

Vi brugte rigtigt mange penge på forholdsvis få medlemmer, hvilket vi efter moden overvejelse ikke syntes var rimeligt.


Stationsturneringen

16 hold var klar til turneringsstart fredag den 11. maj 2012.

Stort set velkendte hold, vi manglede dog vores "damehold" i årets turnering, men i stedet havde vi fået "Bellahøj Senior Team". En spændende turnering ventede foran os i de 4 inddelte og ved lodtrækning fundne puljer.

Som noget nyt spillede vi med faste matchdage: fredag den 11. maj, onsdag den 20. juni og torsdag den 16. august for de indledende puljematcher.

Dette nye tiltag viste sig at være en stor succes, i hvert fald set med turnerings-ledelsens øjne, idet vi på denne måde undgik en masse aflyste og udskudte matcher. Nu var der et helt klart regelsæt at forholde sig til.

De forsvarende mestre gennem 3 år i træk, Vestegnen II, lagde ud med at tabe til Bestyrelsens hold på Royal, og hurtigt svirrede det med rygter om, at Vestegnen var ved at brænde ud……, men uden at afsløre for meget, så kom de "som sædvanligt" stærkt tilbage.

Da vi nåede frem til kvartfinalerne med udgangen af august måned stod følgende 8 hold klar til de afgørende cup-matcher:

Vestegnen I, Vestegnen II, Bellahøj 1, Bellahøj 2, PG, Lufthavnen "F16", KP og Bestyrelsen

Begge hold fra Vestegnen spillede sig sikkert videre til semifinalen sammen med de erfarne fra KP og årets overraskelse Bellahøj 2, som virkelig havde sammensat et godt hold med kaptajn Stefan i spidsen og tidligere prof. Amanda på holdet.

Begge semifinaler blev afviklet i forlængelse af hinanden mandag den 24. september på Royal Golf Klub ved Bella Center, og begge matcher blev rigtig spændende matcher med 2 x 4-3 sejre til henholdsvis Vestegnen II og Bellahøj 2.

Vestegnen II var således i finalen for 4. år i træk og skulle her møde årets helt store overraskelse Bellahøj 2.

Finalen blev afviklet på The Scandinavian i Farum fredag den 5. oktober og hvilken dag og hvilken match.

Sensationen indtraf og BELLAHØJ 2 vandt 4-3, efter at de ellers indledte med at tabe doublen, men Amanda vandt sin 1. single mod ellers uovervindelige Ekstrøm, hvorefter det var op til kaptajn Stefan at afgøre hele matchen i sin 2. single mod Micky.

Kaptajn Stefan viste nerver af stål i silende regn og vandt på 18. og sidste hul sin match og dermed hele matchen for Bellahøj 2, som flot og stolte det næste års tid kan kalde sig forsvarende mestre.

STORT TILLYKKE til Bellahøj 2

Finalen er netop afgjort.
Ingen tvivl om, hvem der
har vundet.

Finalen afgjort.jpg

Mon vi har hørt det sidste til Vestegnen II………??

Af artikel skrevet af Lars Jensen og bragt i Politiidræt nr. 9, 2012 kan bl.a. anføres:

"Årets finale var som nævnt henlagt til THE SCANDINAVIAN i Farum og forventningerne var store, og lad det være sagt med det samme - de blev til fulde indfriet. En fantastisk bane, fremragende baneforløb, smukke omgivelser og en fantastisk stand - det er altså sjældent at man kan nyde en golfrunde i øssjaskende regnvejr, men det gjorde man her.

Så vil jeg heller ikke glemme at fortælle, at vi indtog morgenmaden i noget der må tangere til at være verdens smukkeste klubhus/restaurant med en fantastisk udsigt ud over banen ….. og på driving range var boldene, Callaway naturligvis, arrangeret i pyramider som på europa-touren - jo der manglede ikke noget, og jeg er sikker på at de 2 finalehold incl reserver fik en uforglemmelig oplevelse hvad enten man vandt eller tabte.

Skulle I få muligheden for at spille banen, så slå til og und jer selv den oplevelse.

Om finalen i stationsturneringen 2013 igen skal afvikles på The Scandinavian i Farum vides i skrivende stund endnu ikke, men vi kan love, at finalen igen bliver en stor oplevelse og noget for alle deltagende hold at kæmpe hårdt for!!!


Klubmesterskab

Mandag d. 3. september 2012 var der indbudt til klubmesterskaber på Skjoldenæsholms Trent Jones jr. bane. Banen som ligger nær Roskilde er en stor test og bliver af mange betegnet som en af sjællands absolut bedste baner.

Dagen startede traditionen tro tidligt og 88 kvinder og mænd havde tilmeldt sig turneringen. Efter indskrivning og udlevering af scorekort mv. blev der serveret en lækker morgenmadsbuffet i det flotte klubhus.

Herefter var det tid til opvarmning under en flot blå efterårshimmel inden deltagerne gik ud til deres respektive starthuller, så de var klar til gun-starten kl. 09.00.Vejret havde som nævnt glemt, at det ifølge kalenderen burde være efterår, så solen stod højt på himlen og termometeret viste omkring 20 grader.

Trent Jones jr. banen blev åbnet for spil i starten af 2007. Når man går rundt på banen i dag 5 år efter, er banen så integreret i omgivelserne, at det absolut ikke virker som en forholdsvis ny bane. Banen måler 6094 meter fra gul tee, 5806 meter fra blå tee og 5191 meter fra rød tee.
Banen var en stor udfordring for de fleste af deltagerne. Banen kræver strategisk snilde, idet greens er kuperede og godt beskyttede. Der findes 55 bunkers på banen, og disse er placeret således, at sandet blev flittigt besøgt denne mandag. Områderne omkring greens er udfærdiget, så man risikere skrånende lejer og andre ubehageligheder.

Da der samtidig skulle gode armmuskler til at komme ud af den tykke rough, blev slagsspils- og stableford scorerne ikke noget til rekordbøgerne. Tidsmæssigt blev det også en sej runde, idet det næsten tog 5 timer og 3 kvarter at gå de 18 huller.

Efter runden var der bred enighed om, at bestyrelsen havde valgt en svær, men interessant og smuk bane til klubmesterskabet.

Klubmester i damerækken blev Rikke Thomassen, Rigspolitiet og klubmester i herrerækken blev Steen Hansen, Politigården.

Et stor tillykke til begge.

I golfklubbens restaurant blev der serveret lækker mad, som kunne nydes imens, der blev uddelt præmier i A-rækken og B-rækken samt tættest hullet på alle banens par 3 huller.

Der var vanen tro flotte præmier fra vores sponsorer, Alm. Brand, Forbrugsforeningen, Backtee Royal Golf, Ludv. Bjørns Vinhandel, Rosendahl A/S og Crown Palace Hotel, så mange af deltagerne blev godt "begavede".


Danmarksmesterskaberne

Thisted PI Golfafdelingen inviterede til mesterskab på Nordvestjysk Golfklubs bane beliggende i Nationalpark Thy til afvikling den 21. august 2012.

Kort inden mesterskabet måtte arrangørerne dog genudsende invitationen, idet deltagerfeltet ikke var fyldt op. Dette kunne være begrundet i den geografiske placering, der må betegnes at være tæt på definitionen af "udkants Danmark", og derfor ikke en lang køretur værd.

Der var arrangeret prøvespil dagen inden samt kammeratskabsaften i klubhuset om aftenen inden matchdagen.

Banen er en typisk "Vesterhavsbane", som er anlagt i en flot og gammel plantage. Vegetationen var oprindeligt bjerg- og klitfyr, der omkranser stort set alle hullerne. De lokale ynder da også at bruge udtrykket, "i Nordvestjysk er roughen 8 meter høj".

Der deltog i alt 67 herrer og 6 kvinder, fordelt med 21 herrer i Mesterrækken, 46 herrer i A rækken og kvinderne i egen række.

Meterrækken blev vundet af Jan Birger Nielsen fra Københavns Vestegns Politi efter et tæt opgør med sidste års vinder Michael Stie. Vinderscoren på de to runder golf blev på i alt 166 slag total. Til behagelig orientering, så er pladserne byttet om fra sidste års mesterskab, hvor Stie vandt med 166 slag og forskellen mellem vinder og runner up i år var, samme som sidste år, kun ét slag.

Bedste herrer i Mesterrækken fra København PI blev Søren M. Larsen på en 6. plads og med Torben N. Nielsen på en 11. plads.

I Damerækken blev Lisbeth Vang Rask vinder og bedste fra Københavns Politi blev efter omspil Anne Serierø med en fin 3. plads. Dorthe Bo blev nr. 4.

A-rækken for Herrer blev domineret i toppen af Københavns Vestegn, der besatte på 1. og 2. pladsen, mens København PI kunne glæde sig ved Leif Marseen med en 3. plads med 31 point.

Alt i alt et perfekt arrangement med mange hjælpere, og hvor intet var overladt til tilfældighederne. De som valgte mesterskabet fra, kan jo så blot ærgre sig over at være gået glip af en rigtig god dag på golfbanen.


Hovedstadsmatchen Oslo - København

I 2012 inviterede Golfafdelingen i dagene 21. til 23. maj Oslo Politi til Nordvestsjælland, nærmere bestemt Odsherred Golfklub, hvor afviklingen af Hovedstadsmatchen skulle foregå.

Nordmændene kom med stor gejst og vilje til at vinde. De havde nemlig revanche til gode efter sidste års meget tætte afgørelse i Norge.

Det danske hold var rutineret i denne sammenhæng. Det var ikke mindre end 3. gang, at

Vestegnen II skulle repræsentere København.

Der skulle spilles over 2 dage, hvorfor der også var nødvendigt med overnatning. Dette foregik i nogle yderst luksuriøse feriehuse i Rørvig, som Carsten Philipsen havde stillet til rådighed.

På første dagen skulle der spilles doubler. Normalt en af Vestegnens stærke sider. Men 2 ud af 3 måtte se sig besejret. Så desværre stod det 6-3 til nordmændene efter første dagen.

Med dette lidt triste resultat kunne aftens sociale arrangement i form af fælles spisning ved feriehusene påbegyndes. Aftenen forløb rigtig godt med spisning, røverhistorier og løssluppen stemning.

Det endte dog med bulder, brag og regn. Så var luften renset og ligeledes tavlen til dagen efter.

Det danske hold vidste, hvad der skulle til for en sejr. Ikke mindre end 4 singler skulle vindes!

Der tegnede sig hurtigt et billede af den bedste "dagsform". Den lå helt klart i den danske lejr, gud ske lov.

Stille og roligt kom pointene ind på den danske konto. 10-9 stod der inden den sidste single var på vej op af 18. hul.

De øvrige spillere, som var færdig med at spille, fulgte spændt med. Det danske hold sænkede flot sit put, inden han afslørede, at han allerede havde vundet på hul 16.

Dermed endnu engang en flot sejr på 12-9 til det danske hold, Vestegnen II.

Nordmændene var trods nederlaget meget glade for arrangementet og startede den lille køretur hjemad.

Stor tak til Carsten Philipsen for hjælpen i forbindelse med arrangementet.

Med ovenstående Årsberetning kan du læse, at du som medlem af Golfafdelingen har udsigt til at leve 5 år længere end resten af befolkningen.

Derfor er det en stor glæde, at vi ønsker dig og din familie et lykkebringende nytår.

Vi ser frem til at møde dig på 1. tee.

 

På bestyrelsens vegne.

 

Dan Berthelin

formand

-----------------------

Årsberetningen kan læses her i PDF-format.

PDF-filer vises med det gratis program Adobe Acrobat Reader. Hvis du ikke har programmet på din computer, kan du downloade det ved at klikke på dette link: Link til www.adobe.dk